Lige siden jeg var barn, har jeg ønsket mig en rød- og hvidternet rumraket ... og det skulle ikke være en hvilken som helst model - det skulle selvfølgelig være Tintins rumraket!
Spørg mig ikke hvorfor, men jeg har altid været betaget af denne rumraket. Ligesom jeg {som teenager} blev forelsket i en hårnål med en rød emalje-stjerne. Sådan er det med nogle ting ... helt uden forklaring. Måske kender du det fra dig selv?
I dag er jeg langt om længe blevet den lykkelige ejer af et lille eksemplar af raketten ... som selvfølgelig fik følgeskab af Tintin og Milou (Terry).
Jeg har nemlig været forbi Bogform i Bella Center endnu en gang. I dag fik jeg hyggeligt følgeskab af gemalen, og tegneserie standen - hvor jeg købte de to krus i fredags - skulle vi selvfølgelig også lige besøge, så jeg kunne få min rumraket med hjem.
Ud over Tintin og Milou - og rumraketten ;-) - var der masser(!) af andre kendte ansigter. Vil man se "kendte mennesker", så kan bogmessen klart anbefales ... Mere om dét en anden dag.
~ Nyd søndagen! ~
fra Lisbet































