tirsdag den 29. november 2011

En god årgang...

Da jeg for snart et par år siden rundede et "skarpt hjørne", forærede min svigerinde [som er bosiddende i Australien] mig et par sjove kort med CD/DVD'er med musik, facts og filmklip fra mit fødselsår: 1959


Sammen med alle de andre gaver, fik de plads på gavebordet... men pludselig var de pist-væk-forsvundet! Jeg har lige siden ledt efter dem højt og lavt... uden held.... altså lige indtil i sidste uge, hvor de dukkede op mellem en stak boligmagasiner, som lå på hylden under sofabordet. Hurra for oprydning!


DVD'en indeholder filmklip om alt lige fra tidens mode, design, personligheder og nyheder - som ændrede verden dét år.


CD'en er fyldt med musiknumre fra året... 1959.


Det sjoveste er at se, hvordan verden så ud dengang; Bilerne, indretningen, de nymodens indkøbscentre, tøjmoden etc.. Og der er simpelthen dømt REN RETRO over hele linjen.


Blandt kendte personer, som er født samme år kan nævnes:
John McEnroe, Emma Thompson, Jes Dorph-Petersen, Hanne-Vibeke Holst, Bryan Adams og Simon Cowell. Ikke mindst sidstnævnte gør [sammen med mig selvfølgelig] 1959 til en rigtig god årgang... ;-)


Jeg ved ikke, om man kan købe kortene her i landet, men man kan i hvert fald finde dem online på cdcard.com, og de sender også til Danmark.

* * * * * * * * * * *
SMIL fra Lisbet
* * * * * * * * * * *

mandag den 28. november 2011

Belønningen blev en dåse...

Dengang jeg var var barn [hvilket er ved at være li-iiidt rigeligt mange år siden] blev et besøg hos tandlægen altid efterfulgt af et besøg i en legetøjsbutik.

Bl.a. kan jeg huske, da jeg som 6-årig skulle ha' trukket en tand ud... og efterfølgende var med min far i en lille hyggelig butik i Roskilde, hvor jeg fik et Mølle/Dam-spil. Nø-øøøj. Dét var tider!


Og... hvorfor egentlig ændre på dén tradition, blot fordi man iflg. dåbsattesten er blevet voksen? Næh-nej...!


Nu er det ikke fordi, jeg lider af tandlægeskræk overhovedet, men derfor kan man jo godt belønne sig selv for indsatsen (hvis man altså har nogle penge tilbage overhovedet, når man forlader tandlægen... det er LIGE dét(!) For de er da godt nok ikke kede af det...!)


Min tandlæge har til huse i samme bygning som bl.a. Bahne i Roskilde, så efter jeg havde forladt klinikken i dag, smuttede jeg ind i butikken 
- mest fordi min bil holdt parkeret på P-pladsen bagved, så jeg ville egentlig blot benytte deres bagudgang.

Men... så spottede mit skarpe øje nogle varer, jeg ikke tidligere har set i provinsbyen Roskilde, nemlig Dumpling Dynasty. Og da jeg jo er VILD med deres totalt kitschy design, besluttede jeg mig for at genoptage traditionen fra barndommen og belønne mig selv med denne skønne-pastelfarvede-og-alt-for-meget-og-også-lidt-grimme dåse.


Aner ikke hvad jeg skal bruge den til, men jeg
MÅTTE simpelthen bare eje den! I LOVE IT(!) Og mon ikke jeg finder på ét el. andet...!

De havde også lige præcis den pung, jeg har drømt om i mange måneder, så NU ved jeg, hvad jeg kan skrive på ønskelisten til min FØDSELSDAG! - og med god samvittighed vel vidende at familien ikke skal helt til månen for at handle! Julegaverne er som bekendt lige-ved-og-næsten-droppet-i-år! Men PYT! - jeg har fødselsdag inden jul! ;-)


* * * * * * * * * * *
SMIL fra Lisbet
- med skinnende tænder,
en slatten pengepung og en fi-iiin dåse!
* * * * * * * * * * *

søndag den 27. november 2011

Julemarkedet

...i Det Gamle Mejeri [Domus Felix] i går lørdag var som altid en rigtig hyggelig oplevelse.

Traditionen tro bød vores lokale bager og SPAR-købmand på gratis, frisklavet morgenkaffe og nybagte rundstykker til alle(!), og så bød dagen ellers på masser af gæster, glade og købelystne kunder, levende musik med lokale kunstnere, juletræstænding, godteposer til børnene, æbleskiver i caféen og julehygge ad libitum.


Jeg fik blot taget nogle få fotos af min egen stand, inden kunderne begyndte at indfinde sig for alvor. Resten af markedet må I tænke jer til... ;-)


Den helt store salgssucces hos mig blev mine RETRO STJERNER. Men også øreringe, hårspænder, fingerringe og hæklede nålepuder... samt mine CHIMES var et hit.


Det er altid så-ååå svært at spå om, hvad det præcis er, kunderne går efter "lige i år", men jeg havde på fornemmelsen, at retro stjernerne ville falde i god jord. Og jeg fik søreme ret! :-)


Glædelig 1. søndag i Advent


* * * * * * * * * * *
SMIL fra Lisbet
* * * * * * * * * * *

fredag den 25. november 2011

Juleboligen i Tokkerup

[ Velkommen indenfor... ]
Jeg har oprettet en separat side kun med fotos af juleboligen [linket finder du nederst i dette indlæg og i topmenuen].

Jeg synes det har været extremt svært at indfange
STEMNINGEN, og håber den professionelle fotograf der var her i går har haft mere held med sit (top-prof.) kamera...!

Umiddelbart ser det ikke ud af ret meget, og da jeg sad og kiggede på mine fotos, tænkte jeg... at dét kunne da ikke tage mange timer at "smække-dét-op". Men det GJORDE DET! Rigtig mange timer faktisk! Og når man så regner de indledende øvelser (rengøring, oprydning, bagning, konfektfremstilling, hentning af mos i skoven og grene i vildtremisen etc. etc.) med, så har det taget et par koncentrerede uger i heftigt tempo!


Jeg har selvfølgelig selv bundet granrankerne og kransene på dørene, og det alene tog det meste af en eftermiddag!



* * * * * * * * * * *
SMIL fra Lisbet
* * * * * * * * * * *

torsdag den 24. november 2011

Foto - foto - foto...


I dag var
Team Juleboligartikel [3 mand høj] så forbi Tokkerup og skød en ma-aaaasse fotos...

Jeg har også selv taget en del fotos, og dem skal I nok få at se... Lige nu skal jeg bare SLAPPE AF og lave absolut ingenting ovenpå nogle hektiske dage! 


Okay - jeg kan vist lige overkomme at tænde for TV'et og smække benene op! ;-)


Og i morgen går det så løs igen. Skal forberede lørdagens 
julemarked og opstille min stand.

Ha' en hyggelig aften!


* * * * * * * * * * *
SMIL fra Lisbet
* * * * * * * * * * *

onsdag den 23. november 2011

Det er mange år siden...

...jeg pyntede juletræ i november måned... Ikke siden jeg arbejdede som dekoratør i et stort varehus.


Nu står træet imidlertid klar her i huset. Det er et atlascedertræ, og der er ikke plads til så meget pynt [lidt men godt], så der er masser(!) af smuk glasjulepynt til overs. Noget er hængt på nøgne grene, andet får lov til at pynte i denne kurv... mens en portion er sendt tilbage til "fjernlageret".


I køkkenet står denne farvestrålende kirke (fra Beautiful Poland) og pynter...


Jeg skal videre med julepyntningen... og lidt rengøring og finish! Og så er huset klar til aktion-julebolig-fotografering i morgen!


* * * * * * * * * * *
SMIL fra Lisbet
* * * * * * * * * * *

Fra MilleVanille

...modtog jeg forleden dag en SKØN pakke med posten. Jeg havde nemlig vundet Tine's Give Away, [faktisk min FØRSTE Give Away gevinst!] som bestod af to lækre papæsker med låg (til at dekorere) og en rulle retro tapet i skønne farver.

[ Lækkert retro tapet ]
[ Æsker, tapet... og et par fine extra ting i filt. Tak! ]
1000 tak, Tine, for den flotte gave, inkl. de extra ting, du sendte med. Det var meget fornemt! Jeg glæder mig virkelig til at trylle med æsker og tapet.

MilleVanille er en af de forholdsvis nye indflyttere i Blogland, og vil mægtig gerne have nye besøgende. Så har du ikke allerede lagt vejen forbi hendes blog, så glæd hende med et kig ind i hendes univers. Hun har lige startet en ny Give Away med en lækker præmie...!



.~*~.~*~.~*~.~*~.~*~.~*~.~*~.~*~.~*~.


Og så er det blevet sengetid herude på landet, hvor den he-eeele dagen har stået på julepyntning af huset... så det nærmest ikke er til at kende igen! Og jeg kan ikke rigtig blive enig med mig selv om, hvor vidt jeg kan li' det eller ej...! Så nu vil jeg lige sove på det...!

Nåh ja... det blev da også lige til en omgang hjemmebagte grovboller her i aften, så... der har godt nok været drøn på i dag. Og nu er jeg T-R-Æ-T-!!!!!

Go'nat herfra... og på gensyn i morgen!


* * * * * * * * * * *
SMIL fra Lisbet - Z Z Z z z z . . .
* * * * * * * * * * *

mandag den 21. november 2011

Adventskrans 2011

Et stort ovalt gl. sølvfad med masser af skøn patina, mos fra den lokale skov og 4 hvide bloklys... Så langt så godt!

Hvad pynten på årets adventskrans skulle bestå af, havde jeg en idé om, men... det blev så til noget helt andet!


Et par fyrrekogler, lyserød hobbymaling, en gl. fransk blonde, 4 små vintage-glaskugler, et par plastikrådyr, sølv- og snedrys, en nål med perlemorshoved og maskingtape.


Råt, fint, romantisk og kitschy... enkel og alligevel "for-meget". 
Og så findes den kun i dette ene eksemplar!

Alt-det-jeg-godt-kan-li'-i-ét!

Hvordan skal DIN adventskrans se ud i år?


* * * * *
OPDATERING 28/11/2011:
Her er den så i al sin pragt...!


Egentlig skulle lysene tændes ét ad gangen, men... mine gæster mente åbenbart, der skulle være fuldt blus på værket, da de fotograferede til juleboligreportagen. Og det er så helt okay!


* * * * * * * * * * *
SMIL fra Lisbet
* * * * * * * * * * *

Hyggeligt Julemarked i Det Gamle Mejeri

Traditionen tro, afholdes det årlige, lille og hyggelige julemarked i det gamle mejeri Domus Felix i Lejre, og jeg har selvfølgelig booket en stand... præcis som jeg har gjort det de seneste 3-4 år.

[ Min stand på julemarkedet 2010 ]
På markedet sælges udelukkende kunsthåndværk og andre hjemmegjorte ting og sager fra de 20-25 boder, som alle er meget forskellige og med et bredt udvalg af (jule)varer.

I caféen kan man købe
kaffe, te og æbleskiver. Klokken 12:00 tændes byens juletræ, hvor julemanden måske lægger vejen forbi og uddeler godteposer til børnene.

[ Sidste år lå julesneen tyk og hvid over Sjælland
den pågældende dag...
Mon vi kan være så heldige igen i år? ]
Tid:
Lørdag d. 26. November kl. 09:30-15:30
Sted:
Domus Felix, Bygaden 20, 4320 Lejre
Gratis entré


Besøg Domus Felix's website her.

Jeg har alle mine varer fra *Blonder & Brosten* med, og der er endnu flere end dem, du kan se i min Amio-shop - bl.a. retrostjernerne, sættekasser m/papir, farverige chimes og festlige smykker.

Der plejer at være en
rigtig hyggelig stemning på markedet, så det håber vi gentager sig i år!

Ses vi?

* * * * * * * * * * *
Smil fra Lisbet
* * * * * * * * * * *

lørdag den 19. november 2011

Give Away * Lucky Stars * Papir

* ER AFSLUTTET *


For nogen tid siden havde jeg et blogindlæg om de fine små LYKKESTJERNER *Lucky Stars*. Disse var foldet af papirstrimler, jeg selv skar ud på min skæremaskine. Nu har jeg i mellemtiden købt nogle af de originale origami-strimler til stjernerne, og et par af pakkerne vil jeg dele med en af jer i denne Give Away!


Du kan vinde:
2 pakker Lucky Star papir strimler
[til ialt 140 stjerner]


Sådan deltager du i lodtrækningen

Obligatorisk:
A - Fast læser + kommentar = 1 lod

[Skriv EN kommentar med "A - Fast læser" + blogadresse]

Extra lodder (valgfrit):
B - Link til Give Away med foto i kolonne fra din blog = 2 lodder

[Skriv TO EXTRA kommentarer med "B - Link" + blogadresse]
C - *LLL & Co.* tilføjet din blogroll = 2 lodder
[Skriv TO EXTRA kommentarer med "C - Blogroll" + blogadresse]
D - Indlæg på din blog om denne Give Away = 2 lodder
[Skriv TO EXTRA kommentarer "D - Indlæg på blog" + blogadresse]
E - Like/Synes godt om *LLL & Co.* på Facebook = 2 lodder
[Skriv TO EXTRA kommentarer med "E - LIKE" + blogadresse]

Du kan deltage med max. 9 lodder (men det er da også en pæn sjat!)



! VIGTIG ! VIGTIG ! VIGTIG !

[ For hvert extra punkt du opfylder, skal du skrive TO KOMMENTARER, hvor du nævner det pågældende punkt. ]
(Bli'r nødt til at skrive med STORT!!! Og I kan lige så godt lære det NU, fordi... sådan bli'r mine regler også for fremtidige Give Aways / konkurrencer. ;-))


Eksempel: 

Du er fast læser (1 lod) så du skriver EN kommentar for dét.
Du er fast læser (1 lod) OG linker (2 lodder), så skriver du TRE kommentarer.
Du er fast læser (1 lod), linker (2 lodder) OG har *LLL & Co.* på din blogroll (2 lodder), så skriver du FEM kommentarer.
O.S.V.

Fordi:
Når vinderen trækkes, anvender jeg Random.org, og det er numrene ud for dine kommentarer, der er dine "lykkenumre" (altså de numre der står på det tidspunkt lodtrækningen finder sted). Derfor: Hvis du kun skriver én kommentar, så har du kun ET LOD (også selv om du måske har både linket, synes om på Facebook etc. og i reglen skulle have flere!)


OG...!!!

- så er det også MEGET vigtigt, at du husker at oplyse ADRESSEN PÅ DIN BLOG, så jeg kan finde dig! Mit kommentarsystem [Disqus] viser desværre kun links, hvis man kommenterer via f.eks. sin Google-konto, Open-ID etc. hvor ens blogadresse er konfigureret.

Har du ingen blog, skal du huske at oplyse din mailadresse. (HAR du en blog er det selvfølgelig dén du skal oplyse!)

[ Linker du med foto fra din blog, kan du anvende dette... ]

Vinderen trækkes lørdag den 10. december.


* * * * * * * * * * *
SMIL fra Lisbet
* * * * * * * * * * *



~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
HUSK NU REGLERNE!!!!!
- når du kommenterer...
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

fredag den 18. november 2011

Fear less, Hope more. Eat less, Chew more...



~ God fredag aften ~

* * * * * * * * * * *
Smil fra Lisbet
* * * * * * * * * * *

Blog IT tip # 02 : Tekst farver

Når du skal vælge farve til din tekst [i Blogger], så har du [som udgangspunkt] kun 64 farver at vælge imellem på den lille drop-down liste der kommer frem, når du klikker på "A" i værktøjslinjen.

MEN(!) der er slet ingen grænser for, hvilke
SKØNNE FARVER du kan anvende, fordi... du kan simpelthen vælge og vrage blandt alle nuancer i hele regnbuen!

DENNE WEBSITE finder du skemaer med farver og de HTML-koder, du skal anvende.



HTML-koden kopieres/indsættes [copy/paste] i stedet for den eksisterende farve i "Rediger HTML".


Eksempel:

Vi starter med at vælge farven MELLEMBLÅ
og vælger at skifte HTML-koden ud, så vi får en HOT PINK

[ Klik på illustrationen for at se den i større format ]
Så kommer eksemplet til at se sådan ud:
Vi starter med at vælge farven MELLEMBLÅ
[den MELLEMBLÅ tekst har nu skiftet farve til HOT PINK].

TIP! Inden du går ind i HTML-koderne, så skift din alm. tekstfarve [i de fleste tilfælde sort] til en farve i det nederste felt med farver på drop-down listen "A", så du får en midlertidig kode indsat. Det er så denne kode, du skal udskifte!


Det skal lige siges, at ikke alle farver er såkaldt "web-sikre", d.v.s. at de ikke vises ens i alle browsere (hvilket selvfølgelig kan være en ulempe), men der er stadigvæk 216 WEB-SIKRE farver at vælge imellem, og dem kan du finde
HER.

Da jeg lavede et blogindlæg forleden aften om marcipankonfekt med CHOKOLADE, syntes jeg det var oplagt at anvende en CHOKOLADEBRUN farve til en del af teksten, for at understrege emnet.


Og sådan kan man lege med farverne og dermed gøre sine indlæg endnu mere spændende...

God fornøjelse!

*
* * * * * * * * * *
Smil fra Lisbet
* * * * * * * * * * *

torsdag den 17. november 2011

Kitschy Ornament

...til jul! - eller til hele året...
.


Piberensere i sølv og grøn, pinkfarvede fugle med fjer og guldglimmer, neonpink murersnor, store træperler... og en limpistol.

Piberensere, perler og fugle er købt i TIGER (godt nok ikke for nylig, men måske de alligevel har nogle på lager). Murersnoren er fra SILVAN.


Nu vil jeg tage trillebøren og hente en ordentlig portion gran og fyr i vildtremisen, som skimtes i baggrunden på fotoet...!



* * * * * * * * * * *
Smil fra Lisbet
* * * * * * * * * * *

onsdag den 16. november 2011

Jul med Babushka

I min store bunke af diverse julemagasiner faldt jeg i dag over et tillæg til Femina Jul fra 2004 med en fantastisk fin forside... helt i min "Babushka-ånd":


Artiklen byder også på lækre, farverige sager:



...og en skabelon til en Babushka - som kan bruges som applikation på en pude etc..


Når jeg bladrer mig igennem julemagasinerne, så vælter de gode idéer frem i hobetal. Faktisk er der mange helt fantastiske idéer, at det er meget MEGET svært at vælge... om det skal være den ene stil eller den anden...  for jeg vil gerne ha' det hele!


Én gang Babushka, altid Babushka...!

[ Du kan besøge Femina's website HER ]

* * * * * * * * * * *
Smil fra Lisbet
* * * * * * * * * * *

tirsdag den 15. november 2011

Tradition med et twist...

Så fik jeg tjekket endnu et punkt af på min jule-to-do-liste:
-
Marcipankonfekt
-


For år tilbage var det fast tradition, at jeg brugte ti-iiimer på at kreere årets julekonfekt, og såvel fyldet som pynten var nøje udvalgt og forberedt.


Det er nogle år siden, jeg sidst havde gang i konfektværkstedet, men i år skal der jo ske lidt extra, så derfor er traditionen genoplivet.

Bevæbnet med en rulle Odense Rå Marcipan og en pose mørke chokoladeknapper (60%) gik jeg i gang: Smeltede chokoladeknapperne over vandbad, skar marcipanen i skiver, som blev trillet til kugler, vendte dem i den (nu) flydende chokolade... og satte dem på pergamentpapir.


Pynten og evt. fyld var overhovedet IKKE forberedt, så jeg gik ombord i køkkenskufferne, hvor jeg fandt:

Valnøddekerner, hasselnødder, kandiserede violer, lyserød sukkerkrymmel, sølvblanke sukkerkugler, hjemmeristede saltmandler, crunchy choko-kugler, en plade mørk chokolade med pistacienødder... og rålakridspulver fra Johan Bülov.


Og 1 - 2 - 3 vupti... så havde jeg på noget der lignede ingen tid fremtryllet 40 stykker konfekt (+ det løse). Nye, anderledes og spændende sammensætninger: Traditionel marcipankonfekt med et twist... som helt sikkert vil gøre lykke... TIL JUL(!)

Følte mig meget syndig, da jeg suppede en enkelt smagsprøve: En af kuglerne drysset med rålakrids MÅTTE altså afprøves, og den smagte himmelsk! Tror de bliver et hit...


* * * * * * * * * * *
Smil fra Lisbet
* * * * * * * * * * *

mandag den 14. november 2011

Fra isbjørn til afpillet høne...

Det er det samme HVER gang, Dixie bliver sent til trim/klip: Når jeg afleverer hende på kennellen, hvor hun er født (og levede de første 11 mdr. af sit liv, indtil vi "adopterede" hende) er hun den lækreste, vamsede isbjørn, og når jeg henter hende igen, ligner hun en afpillet høne, der har været i kløerne på en fåreklipper på akkord.

Og det var ikke spor anderledes i dag:


Heldigvis vokser pelsen hurtigt, og om få uger ser hun fin ud igen. Og her i den kolde tid får hun en strikket vintertrøje på (som hun fik i julegave sidste år), hvis det er alt for koldt, når vi går ud.


Uanset hvad, så synes hun det er dejligt, at få den store pels af, og hun får altid et energi-boost efterfølgende
, hvilket jo er en absolut god ting!

Kort- el. langpelset, så er hun
MIN SMUKKE LILLE HUND... ♥


* * * * * * * * * * *
Smil fra Lisbet
* * * * * * * * * * *

Go'nat


- i Blogland...
Tak for i dag og på gensyn i morgen!

lørdag den 12. november 2011

HUSK!

- der er åbent i min lagershop søndag den 13. november kl. 11:00-13:00...
[ Fotoet her er taget ved en tidligere lejlighed...
i sommer og sol 2009 ]

Måske ses vi?

*SMIL* fra Lisbet

fredag den 11. november 2011

11.11.11 kl. 11:11

I dag på denne magiske dato og ditto tidspunkt
.
11/11 2011 kl. 11:11
.
var jeg i fuld gang med oprydningen på mit arbejdsværelse/kontor...

Hvad lavede DU?

Ser HER, hvad andre havde gang i på samme tidspunkt!

* * * * * * * * * * *
Smil fra Lisbet
* * * * * * * * * * *

Solstråler...

...af den ægte, tegneserieagtige slags!

Dagen i dag er blevet brugt på at få tjek på arbejdsværelset: bunker af krea-materialer er sorteret og lagt væk, og der er flyttet om og rigget til, så der nu er lige-ved-og-næsten klar til fotoshoot (hvis det sku' være)... Så jeg har faktisk ikke været udenfor en dør i dagens løb - altså lige bort set fra da jeg hentede et fint gl. flueskab i stalden, som nu har fået plads på mit arbejdsbord (altså ikke stalden - men flueskabet ;-)).

Så kom jeg SÅ langt...!


Midt i min arbejdsiver spottede jeg - her midt på eftermiddagen - disse fine solstråler [over naboens gård] fra vinduet på 1. sal...


~ God fredag aften ~

* * * * * * * * * * *
Smil fra Lisbet
* * * * * * * * * * *

onsdag den 9. november 2011

Lagershoppen holder åbent... igen-igen!

Jeg holder åbent i min lagershop på søndag:


Søndag den 27. november 2011

kl. 11:00-14:00


Adressen er:
Pilegårdsvej 2, Tokkerup
4320 Lejre

OBS! Lagershoppen er i det gamle, hvide hus
der ligger næsten helt ud til vejen!


I lagershoppen finder du:
Fine gl. loppefund fra Danmark og Sydfrankrig
Retro ting (bl.a. fra blogshoppen)
Smuk gl. glasjulepynt fra USA, Ukraine og Danmark
Eget design fra *Blonder & Brosten*
m.m.m.


Fine ting og sager til f.eks. dine egne (jule-)stuer
og til søde gaveidéer!

Ta' et kig på dette blogindlæg.
Der kan du se en del af varerne!

Du skal være så hjerteligt velkommen
til at kigge forbi!

---------------------------------------------
Praktisk info.:

Jeg tager [desværre] ikke imod Dankort, og varer betales derfor kontant. (Helst små sedler og mønter, 
da jeg af sikkerhedsmæssige grunde 

kun har en meget lille beholdning af byttepenge.)
---------------------------------------------

Jeg håber vi ses!

*SMIL* fra Lisbet
.
PS.
I må 
meget gerne sprede budskabet via Facebook o.lign..
Måske jeres veninder, søstre, mødre, tanter, naboer, kolleger etc. etc. også har lyst til at kigge forbi! Tak :-)