tirsdag den 25. marts 2014

Nye hæklebøger på vej ...


Maske for maske tager mine næste to hæklebøger form, og nu hvor titlerne er blevet offentliggjort og indholdet afsløret i div. online boghandler, så er det også på tide, jeg selv løfter sløret for de kort, jeg ellers har holdt så tæt ind til kroppen ...!

Den 1. August 2014 udkommer bogen "Fine & farverige ÅRSTIDER - du selv kan hækle ...". Det bliver en bog med et mix af små/mindre hækleprojekter, som passer til de fire årstider i såvel farve som anvendelse.

2 måneder senere, den 1. Oktober 2014, udkommer "Fin & farverig JUL - du selv kan hækle ...", som byder på utraditionel julepynt i skønne farver.

Jeg nyder at arbejde med bøgerne, at finde på og formgive de hæklede modeller. Snart kaster jeg mig over layout af begge bøger. Idéerne er i hovedet og bobler efter at komme til live på computerskærmen - i første omgang - og derefter i de trykte bøger.

Selv glæder jeg mig til at se det færdige resultat, og det håber jeg også, mine hækleglade blog-gæster gør!

*SMIL*
fra Lisbet

Follow on Bloglovin

torsdag den 20. marts 2014

Hæklet påskeæg [Opskrift]


[ HÆKLET PÅSKEÆG ]

Garn: Bomuld 8/4 | Hæklenål: 3½ | Pladevat

Forkortelser:
m = maske
lm = luftmaske
km = kædemaske
fm = fastmaske
hstgm = halv stangmaske
stgm = stangmaske
nm = næste maske
omg = omgang
tm = tilfældig maske i forrige omgang

Inden du går i gang:
Luk hver omgang med 1 km i 1. lm. Efter sidste omg i en given farve, brydes garnet.
Tallet i (parantes) angiver antallet af masker etc..


Lyserød: Slå 2 lm op
Lyserød 1. omg: 5 fm i 2. lm fra nålen. (5)
Lyserød 2. omg: 2 fm i hver m (10)
Lyserød 3. omg: 1 lm, (3 stgm i nm, 1 km) 5 gange. (5 kronblade)
Lysegrøn 4 omg: Vend og hækl på bagsiden. 1 cirkel af km i toppen af 2. omg. (10)
Lysegrøn 5. omg: Vend og hækl fra forsiden. 2 stgm i hver km. (20)
Lysegul 6. omg: Hent garnet i en tm (1 lm, 1 fm) i samme maske, 6 fm, (1 fm, 1 hstgm), (1 hstgm, 1 stgm), 2 stgm i nm, 1 stgm, 2 stgm i nm, (1 stgm, 1 hstgm), (1 hstgm, 1 fm), 6 fm. (27)
Lysegul 7. omg: (1 lm, 1 fm) i samme m, (2 fm i nm, 1 fm) 4 gange, 2 fm, 2 hstgm, 2 stgm i nm, 1 lm (centrum top), 2 stgm i nm, 2 hstgm, 3 fm, (2 fm i nm, 1 fm)3 gange, 2 fm i nm. (40, 1 lm-bue)

Hækl endnu et æg, men helt i gult og spring 3. og 4. omg over.

Montering
Hvid: Læg de 2 æg sammen vrang mod vrang, hent garnet i centrum top i begge dele, 1 lm, 19 fm, 2 fm i nm, 10 fm, fyld med små stykker pladevat, 9 fm, luk omg med 1 km i 1. lm. (40)
Slå knude på de 2 garnender, tæt ved ægget og endnu en knude længere oppe til ophæng. 

Lysegrøn: Broder blade med enkelte kædesting, og 3 franske knuder i centrum af blomsten.

©LisbetLL2014 Opskriften må anvendes til privat brug, og må ikke kopieres eller gengives i hverken trykt eller digitalt format. 



Opdatering, 21/3/2014: Tusind tak til Filihunkat fordi du gjorde mig opmærksom på fejl i sammenhæklingen! Nu håber jeg det passer. ;-)

Rigtig god hækle-fornøjelse!

*SMIL*
fra Lisbet

Follow on Bloglovin

tirsdag den 11. marts 2014

Pastelfarvede vintergækker ...


Lige nu, hvor vintergækkerne er på sit højeste,
kan man foretage et sjovt lille forsøg ...


Hæld vand i små glas, tilsæt lidt frugtfarve i hvert glas
og sæt vintergækker i ...!

Jeg foretog forsøget forleden dag,
og efter 3 timer så vintergækkerne således ud:


It's pure magic!

Jeg har anvendt Wilton's kulørte pasta
i farverne Rosa, Løvgrøn og Himmelblå. 


Det øverste foto er taget efter ca. 18 timer.


Man KAN jo også vælge den uskyldsrene, hvide farve,
som jo er ret magisk i sig selv i al sin enkelthed!

Forsøget kan også foretages med andre, hvide blomster. Nogle er mere velegnede end andre. F.eks. skulle nelliker være super gode til farveeksperimentet.

Bonus tip:
Hvis man splitter stilken og sætter de enkelte "ben" i hvert sit glas med forskellige farver, skulle blomsten blive regnbuefarvet. Jeg har endnu ikke selv gjort forsøget, men det er sat på to-do-listen til en senere lejlighed.

*SMIL*
fra Lisbet

Follow on Bloglovin

lørdag den 1. marts 2014

Velkommen til foråret ...


I dag, den 1. marts 2014, kan vi officielt sige pænt go'dag til foråret her i vores del af Verden ... i hvert fald iflg. kalenderen!

Og endnu en gang er det tid til at konstatere, at tiden iler afsted med raketfart. Det er næsten ikke til at følge med. MIN hjerne kan i hvert fald ikke.

For 3 (TRE!!!) måneder siden, kunne vi åbne den første låge i året 2013's julekalender, og for 2 måneder siden kunne vi byde velkommen til det nye år. Månederne passerer én efter én ... SÅDAN!

Vi har ventet på, at vinteren skulle komme på besøg, for at blive i en rum tid, men det blev blot til en ultra kort lynvisit. Vi har haft den 5. mildeste vinter i 140 år, hvilket vil sige, den mildeste vinter noget levende individ i Danmark har oplevet nogensinde.

Jeg ved ikke lige, hvad det er, der sker med tidsfornemmelsen og vinteren, der blev væk. Der findes sikkert div. teorier om både det ene og det andet, men ... kan man gøre noget ved det? Det tror jeg næppe.

Derfor: HUSK at LEVE hver eneste dag, og få det bedst mulige ud af tiden ... hvad enten vi sveder i 25°'s varme, eller sneen ligger tyk og hvid, om det er mandag, onsdag eller lørdag, sommer, efterår, vinter eller forår.

~ Nyd dagen - og foråret ...! ~ 

*SMIL*
fra Lisbet

Follow on Bloglovin